Livets buffet

Livets buffet

Det er sjældent, jeg får hug på Facebook og Instagram, men det fik jeg i en kommentar under nogle nye englevinge, jeg delte fornylig. Jeg havde filmet englevingen foran en lille plakat, der hænger på værkstedet, en der beskriver chakrafarverne. Det var der en kvinde, der reagerede skarpt på.
Først blev jeg ked, men nu har jeg mere bare lyst til at skrive og fortælle. 

Hun skrev:

“Øv altså at I er begyndt at sælge efter chakra.
Det er fup og fidus og fordrejer folks hoveder i den tro at noget ændres hvis de køber de rigtige farve eller krystal. Jeg troede, I var klogere.
Øv altså. Jeg er stoppet som kunde, for den form for bedrag vil jeg ikke støtte og ej heller den butik.”

Hmmm….
….. jeg tror ikke, at de kvinder, der kommer hos Milas, lader sig narre og fordreje.

Tror jeg på engle og chakra?
Jeg tror på alt muligt, også videnskab og evidens. 


Det jeg oplever ifht fx englevinger er, at det er en gestus. Når en mor vælger en englevinge til sin datter, så er det en kærlig måde at vise hende på “jeg er der for dig, jeg passer på dig, når du vil”  

Det er jo dybest set det smykker ofte er; trøst, støtte, omsorg, kærlighed.
Og sådan kan jeg godt lide at arbejde med smykker. 

Det synes jeg føles meget mere meningsfuldt end når det “bare er pynt”.


Jeg siger aldrig til nogen, at de får et andet og bedre liv, når de køber en chakraring, men jeg oplever ofte at smykkerne bringer glæde i mere end en forstand.

Chakra er for mig også en hyldest til verdens farverigdom. Jeg elsker simpelthen farver. 
Jeg læste engang op på læren om chakra, fordi jeg ikke havde det så godt, og døjede med en masse ubalancer. Og jeg fandt det både inspirerende og lærerigt. 
Livet er en buffet. 

Således må man, hvis du spørger mig, plukke lidt på alle hylder.
Inspireres, feste med farver, bruge en guldring til trøst og støtte, søge hjælp, hvor man end finder det bedst, så længe man ikke skader andre. 


Mine smykker må gerne trøste, røre, støtte, bringe kærlighed. 
I øvrigt har vi lavet englevinger og chakra-ringe i mange mange år nu, det er ingen nyhed. Denne vinge er bare en ny og mere skulpturel model. 

Er jeg en spirituella?

“Er du så sådan en spirituella, der brænder røgelse af og er meget alternativ, Minna?”

Nej…. Jeg er alt muligt. Forretningskvinde, gulddame, guldpsykolog, guldsmed, fagnørd, motionscyklist, veninde, med mere.
Jeg tør godt fortælle, at jeg har Dalai Lama og Desmond Tutu`s bog om glæde liggende på mit natbord. Jeg beder også til Gud. Så trækker jeg englekort bare for at nævne et par ting. 


Når jeg trækker englekort er det for mig ikke en spådom, eller hokuspokus, men en leg med ord, og begreber.
Ordet jeg trækker, tænker jeg over, lader det vække lige hvad det vil. Det er en slags sjælegymnastik for mig.
Det har aldrig været noget jeg har ønsket at pådutte andre, og i min bog, må man bruge den slags lige som man vil.


Jeg har også haft det lange seje træk i videnskabens navn. I et helt år var evidens mit trøsteord, evidens for at den behandling jeg gik igennem, fordi jeg havde brystkræft, var virksom.


Så jeg gik til kemo fuld af tillid og fortrøstning, og med mig havde jeg tre englekort, et lille blåt kors af glas, en håndfuld sten i chakrafarver, min mand og et økologisk æble.
Flere af tingene gaver fra mennesker der betyder noget i mit liv, mennesker der holder af mig, mennesker der bekymrede sig for mig og ønskede at trøste mig.

 

Tror jeg så, at den slags hjælper? 

Ja, det tror jeg faktisk at det gør, for når jeg sad der med det lille blå kors i hånden, følte jeg mig mindre alene, jeg kunne meget tydeligt mærke andres omsorg, trøst og støtte. 


Og ja det gør en forskel, i hvert fald for mig.
Aldrig har jeg været mere bange for at være alene, og den sommer så jeg meget tydeligt, hvad vi som mennesker kan gøre for hinanden, hvilken styrke der er i nærvær, i omsorg, i en fremstrakt hånd.

Det glemmer jeg aldrig. 


Vi er ikke alle ens, det ved jeg godt, og har fuld respekt for.
Nogle vil gerne skånes for hjerter og englevinger og julekort og alskens ”symbolpladder”, og det må man gerne.
Som gulddamen ser jeg det hele, mange typer, og det er rart, mangfoldighed er godt. Og jeg vil meget gerne tale med dig om guld og diamanter, og hvilken ring der klæder dig, helt fagligt uden omveje, men hvis du kommer for at tale med mig om, hvad der kunne være det helt rigtige symbol til din datter, der har en svær tid, eller et smykke der skal manifestere din frihed eller en velkommen i livet-gave til dit barnebarn, så vil jeg også gerne tale med dig om det.

For det er det smykker også kan. At finde det præcise udtryk for det du vil sige med et smykke er noget af det dejligste jeg ved, for jeg ser jo hvad det gør. Smykker er også glæde, kærlighed mellem mennesker, det betyder noget for mig. 

Det er det, jeg mener, når jeg skriver at smykker er mere end guld.


Nu har jeg lyst til at skrive Namaste!
For det synes jeg er en dejlig hilsen.
Det betyder ”jeg bøjer mig for dig” Eller det guddommelige i mig ærer det guddommelige i mig, og det synes jeg er en rar hilsen både at få, men også at give!
Så!!
Namaste! 

 

Vi ses i guldbutikken, håber jeg. 


Kærlig hilsen Minna Lund
……Gulddamen.