Nye tider, det nye team, som faktisk er gammelt.

En-to-fem-mange.

I mange år var vi fem. Så blev vi seks, så syv, og til sidst ti - fem lærlinge, fem guldsmede.

Hele tiden tænkte jeg, at en ekstra ville give lidt mere tid, lidt mere overskud i hverdagen.

Så kom Corona, og jeg måtte tackle udfordringer, jeg slet ikke havde haft fantasi til.

Det var hårdt for alle, og pludselig var mit dreamteam slet ikke nogen drøm.

Vi var på skift påvirkede af stress, sygdom, tristhed, ondt i maven, og jeg prøvede og prøvede, men kunne ikke finde den smukke balance, vi før havde haft.

Nogle holdt op, andre kom til, flere holdt op.

Jeg følte undervejs, at jeg langtfra var den chef, jeg gerne ville være.

Følte mig udbrændt, modløs og magtesløs, og stresset. Og oveni er den slags svært at tale højt om, det handler jo om andre end mig, om andres liv og følelser, ikke bare mit og min guldbutik.

Men nu er vi fem igen.

Og vi er landet på så fint et sted… kunne vi nynne med Marie K.

Det har været forbandet hårde år, det tør jeg godt sige, på så mange måder, og selvfølgelig har der været lyspunkter undervejs, og der er altid tro, håb og kærlighed.

Men egentlig har jeg en fornemmelse af, at vi som mennesker lider kollektivt af en slags PTSD.

Corona, krig, klima...

Det er ikke små ting, vi har at tænke over.

Da bølgerne gik højest under pandemien, sagde min datters kloge veninde: "Tilgiv alle alt."

Det tænker jeg ofte på med et smil, men jeg tænker også, vi skal forlænge den.

Hvem er vi nu? Hvordan har vi det? Hvordan passer vi på hinanden?

Hensyn, rummelighed, overbærenhed, forståelse, tilgivelse, omsorg, hjælpsomhed.

Det tror jeg, vi trænger til, både at give, men også at få.

At være de bedste mennesker sammen.

Her på værkstedet og i butikken betyder det, at vi har fundet hinanden igen.

Vigga, Lea, Cathrine, Freja og jeg.

Et lille hold.

Men et virkelig godt hold.

Vi kigger på hinanden mange dage, og en siger stille: "Her er rart at være." En anden svarer: "Ja, det var en dejlig dag." "Igen", tænker jeg.

Lige nu holder vi pause med lærlinge, for vi nyder at fordybe os i de mange store og små opgaver, vi har.

Hvis du spørger mig, hvad jeg er stolt af, vil svaret være at være læremester.

Men lige nu er der pause.

Siden efteråret har jeg færdiguddannet tre nye unge guldsmede, og det er jeg stolt af, men de sidste tre år har ikke været en dans på roser, så derfor ser vi tiden an, før vi starter en ny lærling igen.

Vi kan mærke, at det giver os et stærkt fokus at være et hold af guldsmede. Postgangene er enklere, når vi er fem, og dagene er lidt mere stille, men langt mere effektive på en rigtig dejlig måde.

Det var for at sige det som det er også skidesjovt at være mange, og jeg var i lange perioder virkelig stolt af at kunne sige, at vi var et hold på 10. Men jeg må simpelthen erkende, at det var for hårdt ved mig, på flere måder. For meget kontor, for mange spørgsmål. Og jeg mistede helt min egen tid ved guldsmedebordet. Det savnede jeg inderligt, og jeg elsker at være tilbage. Det kræver en stærkere pandelup. Jeg blev jo lige lidt ældre også, men det er simpelthen så dejligt for mig at være tilbage og være en rigtig guldsmed igen.

Lige nu sidder vi alle optaget af så mange forskellige bestillingsopgaver. Jeg glæder mig til at vise jer de forskellige smykker det næste stykke tid, for jeg har ikke kedelige kunder! Følg med på Instagram, hvis du vil se de vilde ting, vi laver.

Derudover tænker vi på konfirmander og bryllupper. Altså smykker der skal indkapsle og formidle tro, håb og kærlighed...

Træerne foran vinduerne på værkstedet har bristefærdige knopper, og jeg kan næsten ikke vente - vente på lune forårsdage og kirsebærtræer i blomst!

Vi ses i Kompagnistræde 8.

Din guldsmed.