Det gode arbejdsliv

Vi arbejder tæt sammen her.

En stab af fem unge kvinder og mig. Lærlinge og guldsmedesvende.
For mig er det vigtigt at have glæde i sit arbejdsliv, for der er mest hverdag. At gå på arbejde fylder meget i et liv, og derfor skal vi have det godt sammen.

At være seks mennesker sammen, er som at få en lidt større familie, det kræver respekt og omsorg for hinanden, og det er vi gode til.

Vi kender hinanden godt, og har altid øje på om det svinger. Vi ved godt, at alle ikke kan være glade altid, men vi prøver.
Der skal være plads til at være et menneske.

At arbejde tæt sammen, at hjælpe hinanden fagligt og menneskeligt, det gør vi sammen her.

Der er plads til at arbejde stille og koncentreret med sin opgave, men også til at fortælle alt det sjove, der skete i går og grine sammen.

At have det godt på sit arbejde, betyder at man bliver hørt og set og anerkendt.
At man har plads, at man har indflydelse, at man udfordres, men også får støtte og hjælp, når noget er svært.

''Kan man gøre en forskel i verden når man er guldsmed?

Jeg ved det ikke, men jeg prøver, for det brænder som en ild i mig at ville gøre alting lidt bedre, lidt rarere, lidt grønnere, et lidt mere kærligt sted at være.''

Min egen læremester var en mand af sin tid, en stille type, men generøs og venlig.
Det glemmer jeg aldrig.

Det er kæmpestort at give et andet menneske en uddannelse, at hjælpe en ung kvinde (som det oftest er i guldsmedefaget i dag) i gang som guldsmed, fra de første filestrøg til svendeprøven 4 år senere.

Siden 1995 har jeg udlært 19 guldsmede, deriblandt en nordisk mester og diverse medaljer.
Behøver jeg sige, at det gør mig stolt?

Dygtige kvinder, der er ude i verden og lever af det smukke fag, ganske som jeg.

Indimellem er jeg heldig og finder en vej til at beholde en nyudlært svend. Både Freja, Lea, Cathrine og Vigga er udlært her, og arbejder som svende hos mig i dag.

Når man er i lære skal man lave noget, der er lidt svært hver dag.
Det er en målsætning.

Man skal skubbes til og udfordres, sættes i gang med noget, man tror man ikke kan.

Derudover er der rutinerne, at lodde øskener på hjerter om og om igen, renovere støb, file ringe, trække perlekæder.
Man skal lære at tale med mennesker, der kommer her for at få lavet et særligt smykke.

Man skal lære at regne priser på reparationer og nyt arbejde, bestille materialer og andet godt.
Man laver også kaffe til gæster, går med post, og vander blomster.

Vi påvirker selvfølgelig også vores lærlinge fagligt, for det smitter af, når idealerne er høje, at vi ikke laver ”noget der er forgyldt”.
At vi bruger ægte sten og ingen synteser, at vi altid gør det bedste vi kan.
Egentlig har jeg i mange år tænkt, at når man er udlært her, er man rustet til at gå ud i livet og starte sit eget sted.