Det er fredag… jeg er hjemme, har en slags hviledag… og så er der tid og plads til at skrive.
Siden d. 11. marts har jeg skrevet og fortalt en del om vores situation i Guldbutikken, om lukning, bekymring savn og tristesse.
Det har været den mest udfordrende tid, jeg nogensinde har været i, og det er jo på ingen måde ovre.
Rundt om os i verden, er der vidt forskellige scenarier ifht smittespredning og sygdom, og jeg indrømmer gerne, at jeg priser mig lykkelig for den udvikling, vi har været så heldige at have her i landet.
Og hvor er vi så nu?
Tjaa, det ved vi vel knap nok, for den store åbning kommer måske til at præge smittespredningen her også.
Derfor passer vi stadig på dig og på os, når du er i butikken med os.
Vi vil stadig gerne kun have to hold kunder af max. to personer af gangen i butikslokalet.
Vi beder dig stadig spritte hænder, når du kommer ind.
Vi holder afstand det bedste vi kan, og gør i det hele taget det bedste vi kan, mens vi samtidig prøver at bevare følelsen af nærhed og tid, som vi synes er så vigtig, når vi hjælper dig med smykker.
Det er vores Corona tilgang. Passer stadig på.
Og hvordan er det så gået?
Og hvordan er det så gået siden den famøse dag i marts, hvor jeg sendte alle andre end min ældste lærling hjem? Måske får du brug for køkkenrulle, det har jeg i hvert fald selv…. For nu skal du høre, hvad der også skete.
I en af mine første Coronaopdateringer på Facebook, skrev jeg:
Jeg har aldrig haft en dag som denne. Aldrig. Og guderne må vide at jeg har prøvet lidt af hvert. Født to børn, og passet butik efter en uges barsel, med et barn på hoften.
Kriser med ansatte og lærlinge, omend det ikke er mange. En butik i Aarhus der aldrig gav andet end udgifter. At lukke samme butik Aarhus, efter jeg have givet den alle chancer, i seks år. Nå ja og så finanskrise, need I say more?
Så fik jeg brystkræft og på mange måder tænker jeg på at min elskede elskede guldbutik gav mig vinger den sommer, i mere end en forstand. Butikken var rammen, hvor jeg følte at alt var normalt, selvom jeg lige havde fået gift intravenøst.
Her blev jeg krammet og holdt af. Her lå der gaver, når jeg kom forbi. Her var verdens midtpunkt, lige der hvor alting føltes bristefærdigt skrøbeligt.
Efter sygdom og andre små problemer var jeg endelig tilbage for fuld guldskrue, og livet var smukt, smukkere, smukkest.
Lige nu er teamet det bedste ever. Lige nu laver vi de flotteste smykker. Lige nu er min ældste datter igang med sit sidste år i lære som guldsmed. Det er stor stor kærlighed.
Og så Corona.
Jeg græd i går, flere gange, for jeg føler mig aldeles magtesløs. Lige nu ved jeg for en gangs skyld ikke hvad der er rigtigst at gøre. Vi har valgt at holde fire ud otte hjemme. Butikken er åben, for aftale. Vigtige aftaler. Vi sender helst.
Lige nu sidder jeg på kontoret og skriver, har kapslet mig lidt inde med musik i øret. Freddie Mercury synger “Somebody to love” for mig.
Jeg har de tre unge lærlinge med mig. Vi holder god afstand, og prøver at få eksekveret så mange poser og bestillinger som muligt.
Når tankerne om Corona i få øjeblikke fortoner sig , er det faktisk hyggeligt på sin helt egen måde. Lidt som i gamle dage, og jeg føler mig rimelig tryg og uden for smittefare lige her.
Jeg ved ikke, hvad jeg burde gøre, om vi skulle blive hjemme?
Jeg har en lille virksomhed med 7 ansatte, at passe på dem, er ikke kun at tænke på smittefare, men også at kæmpe til jeg bløder, for løn, lærepladser og arbejdspladser. Det er min virkelighed lige nu, og mange andre små selvstændiges.
Hvad beder jeg dig om?
Omtanke, hvis du har været ude at rejse, skal du ikke hente smykker lige nu, ring til os, så sender vi, eller leverer hvis det er muligt.
Støt os, hvis du kan, køb en lille gave til nogen, bestil de der perleøreringe du har drømt om så længe, anything.
At have brystkræft gjorde mig til nordisk mester i at komme op på hesten igen, og det trøster jeg mig med lige nu.
Jeg drømte om et år med fest og farver og istedet sidder jeg nu her og skriver om krise.
Jeg ser mange opslag dagligt, med delte meninger om alvoren, om at vi er “hysteriske”, men please!
Skal vi ikke tage det helt alvorligt allesammen og passe godt på hinanden lige nu?
Kærligste tanker til alle fra Minna – din gulddame.
Det var den 12 marts og den første dag i vores nye virkelighed. To dage senere sendte jeg de sidste lærlinge hjem og blev alene tilbage med min datter, Vigga, hun er jo ikke bare min datter men også min ældste lærling.
I greb mig og mit team
Og hvad skete der så?
Jo, ser du vi blev næsten væltet omkuld af en bølger af hjælpsomhed, omsorg, bekymring, venlighed og kærlighed.
Hvis du nogensinde skulle komme i tvivl om, om verden er mest god, om nogen kommer til undsætning hvis man fortvivlet råber hjælp, så ring til mig! For svaret er ja…. Kæmpe ja.
I greb mig og mit team. Beskederne væltede ind, I købte hjerter og andet godt til hinanden.
Mere end én gang har der stået et menneske og sagt ” Jeg har lige fået skat tilbage, og dem vil jeg bruge hos dig, for du må ikke lukke.”
Så mine første fortvivlede og ulykkelige tårer, blev til tårer af taknemmelighed og rørelse.
Det var en ubeskrivelig følelse.
Fra festplaner til krisehåndtering
Mit år startede på en lykkefølelse og glæde og forventning om at feste og fejre med jer hele 2020, fordi min elskede guldbutik havde fødselsdag d. 1 april, men i marts forandredes alt.
Fra at være en gulddame med succes, og styr på det meste, en velsmurt guldbutik, med et rasende godt team, blev jeg til kaptajn på et stort skib i rum sø.
Krisehåndtering fra morgen til aften, beslutninger jeg ikke i hele mit liv havde forestillet mig, at jeg ville skulle tage. Ganske kort blev jeg næsten skamfuld, det er jo bare smykker, ikk?
Hvor vigtigt er det lige, når en pandemi lægger verden ned? Men det er mit livsværk, og guldbutikken er stedet, hvor vi uddanner nye dygtige guldsmede, en arbejdsplads for 8 kvinder i alt.
Så det der et meget kort øjeblik føltes som medlidenhed, når du købte et smykke hos os, forstod jeg, var noget andet og meget vigtigt.
Sammen er vi bedst, og du ville gerne hjælpe mig og mine.
Vi er ikke alene.
Regeringen besluttede støttepakker, og jeg kunne ånde lettet op og lade alle mine kvinder blive trygt hjemme, og selvom det tog næsten to måneder før min ansøgning gik igennem og yderlige dage før vi fik løntilskuddet, så er jeg så taknemmelig for, at alt det kunne lade sig gøre sådan.
Jeg er stolt af at sige, at vi ender med at skulle betale nogle af pengene tilbage igen, for da kurven blev fladere, kunne jeg kalde mine piger tilbage, en ad gangen med ugers mellemrum.
Det bliver lidt langt, hvis jeg skal fortælle det hele, men du skal vide at du har gjort en forskel for os. Hver en deling på facebook, hvert et lille hjerte, hver en guldring, alt!
Tak for chokolader og blomster, og engle og kager og breve, og alt muligt andet.
Vi er så taknemmelige.
Samtidig startede jeg ”Spread love” på Facebook igen, og det blev ligeså fint og kærligt som jeg håbede på. I nominerede børn og voksne, og sendte mange kærlige omsorgsfulde hilsner rundt i vores fælles blå univers.
Vi sendte til gengæld sommerfugle og hjerter mm. afsted rundt i hele landet til heldige vindere.
Min indbakke er oversvømmet med kærlighed mennesker imellem.
Den slags gemmer jeg til grå dage, det varmer hjertet at læse de hilsner og mærke den omsorg I viser hinanden, mig og mit team.
Jeg er træt nu, det har været de hårdeste to måneder i mit liv. Så mange ekstraopgaver, der ikke er direkte smykkerelaterede, at gå fra en helt fuld bestillingskasse, som otte dygtige mennesker var i gang med, til samme bestillingskasse, men bare os to, det holdt hårdt.
Men jeg føler mig heldig. Lige nu trækker jeg vejret lidt lettere, tror på at vi kommer igennem. Jeg kan sende min yngste tilbage på efterskolen, som hun har savnet så inderligt, og så kan jeg indhente lidt på mine egne bunker igen.
Nogle skriver til mig: ”Håber du er godt igennem Corona.”
Og tak for det, vi er i min optik stadig i Corona.
Der er ingen vaccine, og al mulig grund til at passe på hinanden stadigvæk, og de økonomiske konsekvenser lige nu, men også på langt sigt, synes jeg er svære at forudsige.
Jeg zoomer ind, på min egen lille plet i verden, passer på alle jeg selv har berøringsflade til, smøger ærmerne op og knokler igennem for vores guldbutik, og vælger tillid.
Det skal nok gå, for vi har jo hinanden, det har jeg selv set!
I kærlighed, din gulddame